torsdag den 21. maj 2015

Situationsrapport fra studiet

Der går fremad. Langsomt, men dog fremad. Måske har det noget med alderen at gøre eller også er det bare tiden. Især manglen på tid. Folk har haft travlt med andet: Rejser og turnéer, USA, Tyskland, Grønland, det daglige, det der skaffer smør på brødet, familien, livet. Men nu er vi i gang igen, vi tager vi endnu en etape. De efterladte er for anden gang i år gået i studiet sammen med vores faste makker og gamle ven, produceren og musikeren Boi Holm. Teksterne er skrevet for længst og Michael, som er komponisten i foretagendet, har medbragt nye hjemmeoptagelser til endnu tre sange, som vi så arbejder videre på. Det vil sige: de andre arbejder. Jeg sidder bare og glor. Og lytter. Og kommer ind i mellem med konstruktive forslag og dumsmarte bemærkninger. Der arbejdes med tilfældigheder og underlige instrumenter. Det er en søgende proces, legende. Ubesværet. Det er vores job, men det føles aldrig som arbejde. I dag skal jeg prøve at synge. Finde min stemme til de melodier som stadig er nye for mig (Ordene kender jeg så nogenlunde, det er mig som har skrevet dem). Sangene har titler som "Alt forsvinder og vender hjem" og "Glem mig". De efterladtes tredje album er langsomt på vej.

3 kommentarer:

  1. Tak for update. Det lyder lovende.

    SvarSlet
  2. Håber at der, her ca. 3/4 år senere, snart er nyt om jeres 3. album. Glæder mig helt enormt. Alvorsord og Etagevask - og jeres spillejobs i halen af udgivelsen af - har kun bragt fede oplevelser.

    Regner selvfølgelig med at den nye plade udkommer på vinyl.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Leif, der er snart nyt. Følg os på Facebook eller på deefterladte.com!
      Og ja, vi håber at vi - med vores lytteres hjælp - kan udsende albummet på vinyl osse!

      Slet